Universitetsroning

Vil du have god motion, frisk luft og være en del af et godt fællesskab?

Prøv universitetsroning sammen med kaproerne tirsdag og torsdag eftermiddag/aften efter aftale. De første par gange er gratis. Herefter koster det 110 kr/md. Tilmelding til træning kan ske ved at kontakte Simon 61 16 28 89.

Holdet

Universitetsroning er roning for universitetsstuderende o. lign. hvor der trænes til konkurrencer bl.a. mod andre universitetshold både på vandet om sommeren og i ergometrene (romaskinerne) om vinteren. Det er uddannede trænere der står for træningen (Simon og Christian). Universitetsroning er ikke bare træning. Det er også hyggeligt samvær i klubben i form af fx fællesspisning, fester og lige det man gør det til. Mulighederne er mange og det er kun op til roerne selv at definere holdet.

 

Coastalroning

I andre store byer i Danmark (bl.a. Aalborg og Odense) er universitetsroning også at finde, men de har ikke alle samme mulighed eller udfordring som i Esbjerg. Grundet bølgerne i vandet mellem Fanø og Esbjerg er traditionel outrigger-roning sjældent muligt. Outriggeren er en meget smal bådtype der er optimeret til høj fart i blikvand. Roning i coastal-både er derimod ligefrem egnet til bølgegangen.

  

  

Coastalbåde er optimeret til høj fart i uroligt vand, men med den nødvendige stabilitet. I costalbådene ror man med to årer. Klubben har bl.a. en dobbeltrigget coastal firer m. styrmand. Coastal-roning er så nyt i Danmark at der endnu ikke er startet universitetsløb, men det er muligt at konkurrere mod andre roere til almindelige coastal-regattaer. Andre klubber er også i gang med at starte universitetsroning i coastalbåde op. Se coastalroning in action herunder:

 

Vintertræning

Om vinteren træner vi på ergometre indendørs. Der er også mulighed for styrketræning med vægte og maskiner ligesom i fitnesscentrene. Vi kører forskellige programmer egnet til de discipliner vi vil konkurrere i over vinteren. Træningen bør være forskellig alt efter om man træner til de kortere distancer under 2000 m eller over. Om vinteren kan vi deltage i universitetsløb til udvalgte mesterskaber og stille op i de almindelige klasser i mesterskaber landet over. Det er fx muligt at stille op til DM og se hvordan man klarer sig mod landets bedste i et ergometer. Ergometrene kobles til en pc og så kan man følge med på en storskærm og se hvor man ligger i forhold til hinanden under løbet. Til Euro Slide Open sættes 2, 4 eller 8 ergometre fysisk sammen sådan at man bevæger sig mere som man vil i en båd. Her sidder man faktisk stille i forhold til gulvet og så bevæger romaskinen sig under en.

 (Foto fra Chicago Tribune)

Indmeldelse

Det koster 110 kr/md for studerende og 150 kr/md for andre at ro ved månedlig betaling. Det kan gøres lidt billigere med en årlig betaling. Indmeldelse skal ske efter maks. 2 prøvetræninger ved at tilgå ”Nyt medlem” på forsiden.