Surfski: fart, bevægelse og bølger

Hvis du har lyst til fart og motion så er surfski et fantastisk bud. I Esbjerg Roklub har vi fantastiske rammer i det nye Maritime Center på Esbjerg Strand, hvor vi har direkte adgang til et af Danmarks mest unikke farvande.

Sammenlignet med traditionelle havkajakker er en surfski lettere, hurtigere og langt mere levende på vandet. Hvor havkajakken bedst kan beskrives som vandets alsidige schweizerkniv, er en surfski dedikeret til ren fart og til at surfe på bølgerne.

Designet: Sit on top og selvlænsende

Selve båden adskiller sig markant fra en klassisk kajak ved at være en sit on top model. Man sidder ikke nede i et lukket cockpit, men i et åbent cockpit, hvilket gør det nemt at kravle op igen, hvis man vælter. Fordi dækket er åbent, så kan det ikke undgåes at der kommer vand ind over, derfor er båden udstyret med en, selvlænsende ventil i bunden. Når man ror fremad, suger ventilen automatisk vandet ud af cockpittet igen.

Surfskier fås desuden i mange forskellige sværhedsgrader. De brede modeller er stabile og gode til begyndere, mens de hurtige modeller er lange og tynde. Jo smallere båden er, desto hurtigere skyder den afsted, men den bliver også sværere at holde balancen i.

Surfskien har som regel ingen pakluge, så man tager sjældent meget mere med end lidt væske og et par snacks.

Surfskien er bygget til de kortere og mere effektive ture. Det er båden, man hopper i, når man vil ud at have et par timers fokuseret motion, lege i bølgerne og mærke farten, inden man vender næsen hjem mod klubhuset igen.

En sjov læringskurve

En surfski kræver generelt mere balance og teknik end en almindelig kajak, og derfor er der også en læringskurve i starten. Men udfordringen er en stor del af selve oplevelsen. Det fede ved sporten er, at jo bedre balancen og pagajtaget bliver, desto hurtigere, lettere og mere flydende føles kajakken på vandet. Man mærker hurtigt sin egen fremgang.

Høj puls i den friske luft

Surfskien har fuldt fokus på at få pulsen op. En tur på vandet kan både være hård træning og en fantastisk oplevelse i den friske luft. Det sjove ved denne disciplin er, at de dage med vind og bølger, som måske holder andre indendøre, ofte ender med at blive de absolut bedste dage på vandet.

Alle kan komme i gang

Man behøver ingen erfaring for at starte. De fleste lærer det hurtigt med lidt øvelse, og det hjælper enormt meget at træne sammen med andre. I klubben sørger vi for, at nye roere kommer godt i gang, så der er plads til at udvikle både teknik, balance og selvtillid på vandet.

Nye medlemmer bliver altid introduceret grundigt til sikkerhed, genentring og det helt grundlæggende pagajtag. Det foregår altid på roligt vand, før vi gradvist bevæger os ud i det lokale farvand.

Det praktiske: Udstyr og sæson

Som nybegynder behøver du ikke gå ud og investere i dyrt udstyr med det samme. Klubben har surfskier, pagajer og svømmeveste, som du kan låne. I de varme sommermåneder kan du sagtens starte i helt almindeligt træningstøj (gerne noget, der må blive vådt, og ikke tungt bomuld).

Selvom surfski er mest populært i sommerhalvåret, ror mange af os faktisk hele året rundt så snart det bliver koldere i vejret, trækker vi bare i våddragt eller tørdragt, så sikkerheden og varmen altid er i top.

Hvad kræver det af dig?

Selvom alle kan lære det, er det godt at være indstillet på følgende:

  • Du skal have en rimelig balance surfskien er levende, og det kræver lidt koordination i starten men er på ingen umuligt og alle finder deres balance på et tidspunkt.

  • Du skal have noget overkropsstyrke du skal kunne bære din egen vægt nok til, at du kan løfte dig selv op i kajakken igen fra vandet.

  • Du skal være klar på at blive våd i begyndelsen ror man sjældent udenom en tur i vandet, og det er en helt naturlig del af indlæringen.

Hvis man har lyst til at se vores faciliteter og høre mere om surfski, er man altid velkommen til at kontakte os eller kigge forbi roklubben, i forbindelse med en roaften, se vores aktiviteskalender.

 

Info omkring IPP2 Kursus i Surfski

Surfski kursus er på nuværende tidspunkt henvendt nye medlemmer, klubbens medlemmer kan få plads på holdet hvis alle pladser ikke er optaget.