Inrigger

En inrigger er en robåd, hvor åregangene er placeret på rælingen.

En inrigger er bredere end en outrigger, som er den bådtype, der normalt benyttes til kaproning – eksempelvis OL. Dette betyder at inriggeren egner sig bedst til steder som åer og på havet, da dens brede konstruktion gør det meget svært at vælte, selv om der er strøm eller bølger. Dog har inriggere til havet ofte et ekstra bord, da der ellers er større risiko for at en bølge skyller ind over rælingen.

I en inrigger sidder roerne med ryggen mod stævnen og hver roer har en åre. Roerne sidder skiftevis i styrbord og bagbord side. Den forreste roer er altid en styrbordsroer, og den bagerste (stroke) er altid en bagbordsroer og kaldes 'tagåren', da det er denne roer, der sætter 'taget', dvs. tempoet og rytmen.

I bådens agter sidder en styrmand. Konstruktion, hvor roerne sidder sideforskudt, gør det tillige muligt at skifte pladser i båden undervejs. Dette er en fordel, når der ros over lange strækninger, da man skiftes til at være styrmand og dermed jævntligt får et kort hvil undervejs.

Der findes grundlæggende to typer af inriggere, nemlig 2-åres med styrmand og 4-åres med styrmand, hvilket vil sige, at besætningen kan bestå af 3 eller 5 personer.

En toåres og fireåres inrigger vejer henholdsvis ca. 90 og 120 kg. Den letteste 2-åres inrigger, der er bygget, vejer 65 kg. Inrigger produceres af både træ og glasfiber.

Længden er hhv. cirka 8,5 m (2-åres) og 11,5 m (4-åres).

Den maksimale hastighed for en 2-åres inrigger ligger på ca. 14 km/t. For en 4-åres inrigger ligger tophastigheden på ca. 16 km/t.

 

I Esbjerg Roklub er der mulighed for at ro i både 2-og 4-åres inrigger.

Outriggere og sculler    

En outrigger er en robåd, hvor svirvlen (åregaflen) er placeret uden for båden ved hjælp af en konstruktion, der kaldes en rig. Outriggede robåde er konstrueret til kaproning, og det kræver et teknisk niveau at opnå balance, da bådene er meget smalle.

En sculler med plads til én roer kaldes en singlesculler, og en båd med plads til to roere kaldes en dobbeltsculler. En firemandssculler kaldes en dobbeltfirer. Flermandsbåde kan være udstyret med et ror, som betjenes med fødderne af én af roerne.

                                                                    

Scullerroning på en spejlblank sø                                                                                                                     Aftenroning i dobbeltsculler  

                                      

                                                                                          

                                                                                         Scullerroning i verdensklasse  

Gigbåde

En gigbåd er en mellemting mellem en inrigger og en outrigger. Den er smallere end inriggeren, men bredere end outriggeren. Åregangen sidder på et lille stativ (rig). Roerne sidder placeret lige efter hinanden. Esbjerg Roklub råder over 1 gigbåd, der kan rigges til tre roere eller som en toer med styrmand. Begge både er scullerbåde, hvor hver roer betjener to årer.

                                                                                   

Coastal både

Coastal både er en bådtype beregnet og bygget til brug på ”de store vande”. Bådtypen har været benyttet af roere gennem flere år i områder som Middelhavet, Atlanterhavet, Den engelske kanal osv.
Bådtypen er i design og form meget sødygtig og sikker. Bådene har en meget stor opdrift og flydeevne.
Bådens bygning er meget stærk, enkel og ikke mindst funktionel. Bådene er monteret med rustfri materialer og aluminium.
Fodspark er lavet i det stærke og lette materiale bakelit.
Der benyttes almindelige scullerårer i bådene.
Der er ved støbning af båden taget højde for eftermontering af beslag til f.eks. ekstra årer, beslag til bagagebærer agter for styrmandssædet osv..
Markeringer i fiberen viser, hvor der skal monteres beslag - markeringerne er således ikke fabrikationsfejl.
Bådens type og form
Bådens form minder meget og sejlsportens matchracer. Og den bevæger sig da også let og elegant i vandet.
Bådens form gør, at den ligger meget stabil på vandet og i bølger. Roerne sidder forholdsvis højt i båden, men samtidig bevirker bådens skrogform, at bådens dybdegang er forholdsvis lille. Båden ligger relativt højt på vandet, og det hele sammenlagt, giver en hurtig båd på vandet trods bådens vægt.
Bådene er dobbeltskrogede og selvlænsende.

Har du interesse i Coastal roning, så se mere på, http://www.roning.dk/ROaktiviteter/Coastal.aspx

 

                                        

  

 

                     

                     Coastal båden er meget sødygtig og egner sig godt til havet mellem Esbjerg og Fanø.